Taxi Klubben
Birkedommervej 27, 2400 København NV
Taxi Klubben startede for små 30 år siden som samlingssted for taxachauffører, så de kunne holde et hvil og få et stykke smørrebrød, en kop kaffe eller en varm ret til aften. Tidligere var der døgnåbent, men i dag er der kun åbent fra morgen til aften, ligesom besøgstallet er aftagende. Foruden mad til billige priser byder klubben på en spillehal, hvor rygning er tilladt. Klubben er åben for alle, men benyttes dog mest af en gruppe israelske og pakistanske mænd, der var en del af den første bølge af gæstearbejdere til Danmark sidst i 1960’erne og først i 70’erne. Israelerne fordeler sig omkring de billige plasticborde i forlokalet, mens pakistanerne er at finde i baglokalets bløde imiterede læderstole. Meget populært blandt de israelske mænd er den røde sodavand, som mange har drukket, lige siden de kom til landet. Den minder dem om barndommen i Israel, hvor østeuropæiske jøder i sin tid producerede en lignende drik, som børnene elskede.
De fleste af mændene er blevet pensioneret på grund af coronakrisen, der betød, at taxichaufførernes ledighed blev tredoblet. Konkurrencen fra privat taxakørsel og ny lovgivning på området har desuden presset branchen, hvilket særligt er gået ud over de ældre chauffører. Mange af dem har kørt i de københavnske gader i 30-40 år og kender byen bedre end de fleste af dens egne indbyggere.