JK Salater & Dressinger

Slagterboderne 25, 1716 København V

Jan Pedersen startede sin karriere som salatproducent i Kødbyen i midten af 1980’erne. Dengang var omsætningen af fødevarer i Kødbyen større end i hele resten af byen, fordi virksomhederne var mange og tætpakkede i det indhegnede og i dag fredede industriområde. Lokalerne har næsten uafbrudt lagt gulv til salatproduktion, siden Den Hvide Kødby blev opført i 1934. Mens resten af området er omdannet til kultur, barer og restauranter, er JK Salater en blandt kun tre overlevende fødevareproducenter i Den Hvide Kødby i dag. »Jeg har set Kødbyen udvikle sig fra et meget aktivt sted med liv og leben, hvor hver en kvadratmeter var optaget, til at det stille og roligt ændrede sig. Vi var meget kede af, at det begyndte at blive mere mondænt,« fortæller Jan.

Den kokkeuddannede Jan og hans bror Kurt startede med at producere salater i 1984 i Sommerstedgade. For 20 år siden flyttede de på grund af pladsmangel til den nuværende adresse. Her beskæftiges i dag omkring 20-25 mand med at lave blandt andet reje-, tun- og skinkesalat samt cirka 20 andre slags salater og dressinger. Mange af de ansatte er tidligere slagtere, der nyder godt af det gode kollegaskab, flextid og betalt frokost, som Jan prioriterer højt. »Her er ikke så industrialiseret – når folk kommer herud, siger de: GUD, det er jo lige før, det foregår i hånden, det hele – og så siger jeg: Jamen det gør det – det er jo et håndværk, det her. En moderne virksomhed som de store salatfabrikker, vi er i markedet med, de kan producere meget mere per medarbejder, end vi kan. Men vi kan så lave det med kærlighed – og det er jo nok derfor, de prøver at kopiere os hele tiden,« siger Jan stolt. 

Previous
Previous

DEKI Sportspræmier

Next
Next

Vasketeria