Harmonikaeksperten
Italiensvej 12, 2300 København
Overfor Amager Hospital ligger Danmarks førende reparatør af harmonikaer. Indehaveren, Clavs Sørensen, har siden midten af 1980’erne, haft hundredvis af harmonikaer i hænderne for at puste nyt liv i dem: »Der er mange, der tænker, at det er en lille ting, men når I ser film, så prøv at bemærk, hvor mange gange I hører harmonikaer. Det er faktisk ret stort.«
Clavs er vokset op i Lorterenden, et selvbygget og primitivt klondike-miljø i Sydhavnen, hvor han som barn selv lærte at spille harmonika, ansporet af sin far. I dette slumlignende barndomsmiljø med knappe midler lærte Clavs hurtigt betydningen af at kunne bruge sine fingre, og han reparerede alt, hvad han kom i nærheden af. Efter folkeskolen fortsatte han ikke skolegangen ligesom sine jævnaldrende, men valgte i stedet at tage til Tyskland i tre år for at komme i lære som håndinstrumentmager. Forinden havde han som 12-årig været i erhvervspraktik som instrumentreparatør hos Carlo Hass, der ejede butikken på Italiensvej. Da Clavs vendte tilbage fra Tyskland, stod forretningen ledig, da Carlo ville gå på pension, og derfor overtog Clavs stedet endnu før han fyldte 19 år. I sine unge år boede han også i lejligheden lige over butikken på første sal.
Dengang fandtes seks-syv harmonikareparatører i Københavnsområdet, i dag er Clavs den eneste, mens der på landsplan er cirka tre tilbage. Clavs’ netværk er meget stort, og han kender de fleste udøvende harmonikaspillere i Danmark: »Jeg har kunder fra Færøerne, Island og Grønland, men ham, der kommer længst væk fra, kommer fra Melbourne i Australien. Så når han er på tour, lægger han altid vejen forbi her.« En personlig anekdote, som Clavs ynder at fortælle sine mange kunder, er, at han har boet 12 år i politimorderen Palle Sørensens barndomshjem. Det ligger lige over butikslokalet, få hundrede meter fra Amager Strandvej, hvor Sørensen i 1965 skød og dræbte fire politibetjente.